Kundeservice

+45 3841 0389

Mandag-torsdag kl. 8.30-18.00
Fredag kl. 8.30-15.00

Sådan planlægger du den perfekte havefest

Vi guider dig igennem hvilken mad, pynt og underholdning du skal vælge, samt hvordan du bedst tackler vejr og oprydning.

08. maj 2014
Sådan planlægger du den perfekte havefest

Om det er konfirmation, bryllup, jubilæum, fødselsdag eller noget femte som havefesten er ramme om, vil du blive godt klædt på til planlægningen i denne guide.

Mad

Buffet er en praktiks løsning, når du skal beslutte hvilken mad der skal serveres. Gæsterne kan på denne måde selv vælge hvad de kan lide, og det letter arbejdet for værten. For at supplere buffeten kan der laves helstegt pattegris, eller mad på grill hvor gæsterne selv kan grille deres kød. Husk på at holde menuen simpel ved ikke at have både forret, dessert og natmad, men vælg i stedet en enkelt ret og gør noget ekstra ud af denne.

Pynt

Det er vigtigt at skabe en hyggelig og festlig stemning. Vælg pynt i friske sommerlige farver til at dekorere haven. Servietter, stearinlys og havelamper er gode til at skabe hyggestemning. Benyt dig af årstiden og brug fine grene og blomster som nem og gratis bordpynt. Havens træer og planter kan udsmykkes med kulørt stof og lyskæder, for at give havefesten en magisk stemning når mørket falder på.

Underholdning

Musik er altafgørende for den perfekte havefest. For at sprede glæde og spille op til dans kan du enten bruge et godt musikanlæg eller hyre et band til lejligheden. Selskabslege spreder godt humør og løsner op for hæmninger, samtidig med at det ryster gæsterne sammen. Legene vælges alt efter hvor mange folk der er inviteret, og hvor godt de inviterede kender hinanden. Hvis der er børn til festen, er det en god idé at have et specifikt område med aktiviteter til dem.

Vejr

Den danske sommer er aldrig til at forudsige, og du skal derfor være forberedt på lidt af hvert. Vær på forkant med regn og slud ved at anskaffe en pavillon eller et festtelt. Når solen går ned bliver det køligt, og dine gæster har måske ikke taget nok tøj med. Hav varme sokker og tæpper parat til gæsterne så festen kan fortsætte til den lyse morgen.

Oprydning

For at mindske oprydningen dagen derpå kan der hænges affaldsposer op, som opfordrer gæsterne til selv at rydde op i løbet af festen. Dele af servicen kan med fordel udskiftes med engangsservice, og maden kan serveres i aluminiumsbakker. En god vært skal udstråle overskud, og det er derfor vigtigt at slappe af og have tid til gæsterne. Spørg et familiemedlem eller en god ven om hjælp til praktiske ting og sørg for at haven er indrettet så det falder gæsterne naturligt at rydde op efter sig selv.

Med disse fem punkter er du klar til at holde en fantastisk havefest, som gæsterne vil mindes i lang tid. For at have styr på planlægningen kan du skrive en liste over opgaverne. Forbered så meget som muligt inden festen da der vil være nok at se til på selve dagen.